Hundested
Navnet Hundested nævnes 1682 som Hundersted 'stedet med sælhundene'.
I midten af 1800-tallet var Hundested et lille fiskerleje i Torup Sogn. Fiskeri var hovednæring, og vigtigst var sildefiskeriet. Der blev fisket med bundgarn om foråret og fra store drivbåde om efteråret. Desuden var der en god makrelfangst, ligesom der blev fanget marsvin. I vinterhalvåret supplerede man med fuglefangst. Fiskerne solgte fiskene i fiskerlejet til prangere og fra både, særlig til svenskere. I 1870’erne nævnes en kro i Hundested. I den sidste del af 1800-tallet etableredes bådehavn med havnefyr, toldkontrolsted og lodsstation.I perioden frem til 1920 udviklede fiskerlejet sig, og i 1921 lå indbyggertallet på 1.080. Der blev opført vandværk i 1905, som blev udvidet i 1916 og flyttet til ny adresse i 1920. Hundested Havn blev ombygget og udvidet i hhv. 1891‑92, 1900 og 1917. Der kom skole samt konservesfabrik og maskinfabrik. I 1916 blev Frederiksværkbanen ført til Hundested, og året efter blev der etableret færgeforbindelse til Rørvig.
Den første bebyggelse i Hundested menes at være lodsboligen fra 1830'erne. Byens videre udvikling kan tilskrives fiskeriet, trafikhavnen og turismen. Fiskeri har været drevet fra Kikhavn siden 1500-t., bl.a. som drivgarnsfiskeri efter sild og marsvin.
De første faste havneanlæg på Halsnæs var læmolen ved Hundested (1862) og Lynæs Havn (1872). Lynæs voksede snart til Sjællands vigtigste fiskerihavn; først efter flere havneudvidelser flyttede fiskeriets tyngdepunkt til Hundested (ca. 1910). Hvor fisken tidligere solgtes til opkøbere i Frederikssund, kom der fra 1916 jernbaneforbindelse over Hillerød til København. Samtidig etableredes færgeforbindelsen til Rørvig og i 1934 til Grenaa.
Omkring havnen lokaliseredes flere virksomheder, kulimport, fiskeauktion, røgeri, hermetikfabrik, bådeværft og Hundested Motorfabrik, der gennem generationer byggede driftsikre motorer til danske fiskekuttere. Havneudvidelserne fortsatte med en ny færgehavn i 1969, godshavn i 1987 og containerhavn i 1995. I 1960'erne og 1970'erne anlagdes flere virksomheder i et industriområde øst for byen, bl.a. plast- og metalindustri.